Ordensregler for Grundejerforeningen for ”Ølsted Nordstrand”
A. På parcellerne må kun opføres enetages beboelse. Der må ikke drives fabrik, håndværk, opdræt af nogen art eller butik. Handel med visse konsumartikler til medlemmernes tarv kan dog tillades af bestyrelsen, der fastsætter de nærmere betingelser herfor.
B. Såfremt et medlem holder hund, er den pågældende forpligtet til at føre hunden i snor uden for medlemmets parcel, samt fjerne hundens efterladenskaber. På egen parcel må hunden være fritgående, men ikke virke generende på de omkringliggende naboer, f.eks. ved støj eller ilde lugt.
C. Det er forbudt ved støjende adfærd, højtlydende radio eller lignende at virke generende på nærtboende.
D. Såfremt en parcelejer indretter wc eller andet afløb på sin ejendom, skal han rette henvendelse herom til kommunen i henhold til gældende lovgivning.
E. Afbrænding af affald og lignende i fri luft skal ske i overensstemmelse med Halsnæs kommunes Husholdningsaffaldsregulativ bilag 3, der ses på hjemmesiden www.halsnaes.dk
F. Lader ejeren sin grund henligge i længere tid, således at ukrudt og bevoksning samt græs – efter en enig bestyrelses besigtigelse og skøn – er til gene for naboer m.v., heri også indbefattet roderi og uorden samt misligholdelse af bygninger, skure m.v., så vil vedkommende ejer modtage et mundtligt og derefter et skriftligt påbud fra Grundejerforeningens bestyrelse om at ordne de pågældende utilfredsstillende forhold. Såfremt påbudet ikke efterkommes i løbet af 30 dage fra skrivelsens modtagelse, vil bestyrelsen søge de konstaterede forhold/mangler rettet med kommunal hjælp ifølge generelle kommunale regler eller eventuelt vad advokatbistand, som kan påføre den pågældende ejer omkostninger til sagens afvikling. Det skal yderligere bemærkes, at ubebyggede grunde også er omfattet af foreningens ordensreglement.
G. Parkering på Anekærvej og samtlige sideveje er forbudt i begge vejsider.
H. Motorplæneklippere samt andre støjende motorredskaber må kun benyttes i tidsrummet kl. 9.00 – 19.00, lørdage kl. 9.00 – 16.00 og søn- og helligdage kl. 9.00 – 12.00.
I. Ved beplantning skal vises hensyn til naboer m.v. Beskæring af hæk, buske, levende hegn og træer ifølge hegnsloven. Der må endvidere beskæres, så færdsel på veje og stier kan foregå uhindret. Dette ifølge loven om privat fællesveje samt forskrifter desangående udstedt af Halsnæs Kommunes tekniske forvaltning.
J. Opsætning af plankeværk mod vej er forbudt. Skel mod vej skal være hæk eller levende hegn.
Z. Ændringer: Ændringer af punkt I vedtaget på generalforsamlingen 1994 Ændringer af punkt B vedtaget på generalforsamlingen 2003 Punkt J vedtaget på generalforsamlingen 2003 Ændringer af punkt H vedtaget på generalforsamlingen 2007 Ændringer af punkt E vedtaget på generalforsamlingen 2011
Ølsted Juli 2011.